Teglgaards Hjørne

lige lovlig tæt på!

2011-08-02T19:50:00.000+02:00

Jeg har egentlig været færdig med Extremely loud and incredibly close i noget tid, men jeg blev nødt til lige at få den lidt på afstand, før jeg kunne skrive om den. Sidst jeg skrev, var det med forventninger om en gribende og underholdende bog, og disse forventninger blev på alle måder indfriet, men jo længere jeg kom ind i bogen, des mere tog det gribende over, og bogens titel kom virkelig til sin ret. For historien krøb helt ind under huden på mig. Vi har i bogen at gøre med en dreng, der er fuldstændig fortabt. Hans hverdag og liv efter faderens meningsløse død, er så tomt, at hans eneste mening i livet er, at tage rundt i New York og stemme dørklokker, for at finde ejeren til en nøgle, han har fundet i sin faders efterladte ting. Denne rejse giver ham mange nye bekendtskaber og forbinder ham med skæbner, der udfordrer hans tænkemåde, verdensbillede og perspektiv på livet. Men han lærer ikke noget af det. Han fortsætter med ikke at fortsætte. Han står stille. Han vil ikke videre, efter sin faders død, og bebrejder sin moder for at forsøge.
I dette ligner han uden at ane det sin farfar, som han aldrig har kendt, men som vi lærer at kende gennem hans indskudte aldrig afsendte breve til sin søn. Også han mistede i sin ungdom sin, på det tidspunkt, vigtigste person, og gik fra det punkt af i stå. For ham bliver det ydre manifest, at han mister evnen til at tale.

Det er skildringen af denne fastlåsthed for de to skæbner der for mig, er det der råber højest og kommer så utrolig tæt på, sammen med selvfølgelig det ufattelige meningsløse dødsfald. Man vil så gerne se en mening med de ting, der sker, men ofte er der bare ingen. Og det er så uacceptabelt for os mennesker, at vi som farfaren mangler ord. Bogen kom for mig også det tættere på, da jeg færdiggjorde den netop i de timer som nyhederne fra Utöya løb over min fjernsynsskærm, og bogens tema blev dermed relevant i en så ekstrem grad, at jeg slet ikke kunne forholde mig til den før nu. Jeg gik så at sige i stå.

Jeg kan kun anbefale denne bog på det varmeste. Den er skrevet i et utrolig godt sprog og den grafiske fremstilling virker på ingen måde påtaget, men fungerer virkelig godt for temaet. Vær dog forberedt på, at den gør hvad den siger. Taler ekstremt højt med alle de ord vi ikke kan udtrykke og kommer dermed utrolig tæt på.

Min hjerne frydes igen!

2011-07-15T10:09:00.000+02:00

Der er tydeligvis to slags bøger, der kan give én lysten til selv at kaste sig ud i forfatterskabet. Den ekstrem dårlige, der fordrer tanken - "det der kan jeg gøre bedre" -, og så den virkelig gode der inspirerer ens hjerte og hjerne til selv at udfolde sig. Jeg har nu indenfor en kort periode, kun afbrudt af en sommerferiekrimi jeg ikke var helt sikker på, jeg fangede plottet i, været udsat for begge poler af dette spektrum. Den dårlige var repræsenteret af den historiske krimiroman Secretum, der er Monaldis og Sortis opfølger til deres første, og i øvrigt lige så dårligt skrevne "Imprimatur". Den kyniske læser kunne så anfægte, hvorfor jeg overhovedet kaster mig over en roman, hvis forfatteres potentiale jeg allerede har afvist en gang. Svaret på det skal findes i mit optimistiske væsen. (De af jer der kender mig vil opfange ironien) Det kunne jo være, at det var mig, der bare ikke havde fanget den store genístreg. Plottet og scenen for den første roman burde have været nok for en spændende og oplysende historisk krimi. Forfatterne burde i kraft af deres uddannelse have potentialet til at skrive et mesterværk, og det samme gjaldt altså for toeren. Men jeg måtte altså forkorte børnesangen til "...første gang så lader vi den gå, .. - men anden gang får de kniven" Monaldi og Sorti beviser med Secretum endnu engang, at de ikke har forstået forfatterens vigtigste rettesnor: 'Kill your darlings'!! Der er så mange ligegyldig detaljer og beskrivelser som fuldstændig kvæler handlingen, så både personer og plot tilsidst er blevet fuldstændig utroværdige og ligegyldige. Disse 'darlings' er i og for sig interessante nok set ud fra et historisk synspunkt, men så burde de have skrevet en dokumentarisk, og med deres sans for sprog kunne de måske endda have skrevet en udemærket populærdokumentar for BBC. Særligt deres dækning af forholdet mellem Ludvig d. XIV kærlighedsliv og krigsførelse tror jeg kunne egne sig rigtig godt for fjernsynet, med den klassiske BBC fortællerstemme til at lede os igennem de stemningsfulde rekonstruktioner.

Men altså efter at have brugt 3 måneder af mit liv, som jeg ikke får igen, på at tygge mig igennem denne dræber, har jeg nu kastet mig over en helt anden genre; Nemlig Jonathan Safran Foers 'Extremely loud & incredibly close' og tilfældet har gjort, at jeg må læse den på engelsk, hvilket jeg har en fornemmelse af også gør den størst ære. Jeg har kun læst 51 sider, men da jeg allerede var hooked efter tredie, kan jeg vist godt sige, at denne bog kommer til at få stor betydning for min inspiration og daglige humør. Hans skrivegenre er kaldet visual writing, da han som del af sin skrivestil bruger trykte billeder i romanen, ikke som illustrationer, men som del af handlingen. Men ellers vil jeg også karakteriserer hans skrivestil som 'stream of consciousness'. Dette er en stil, som jeg er stor tilhænger af, men som oftest opleves i noveller eller klummeskrivning. Dette skyldes, at det kan være svært at holde læserens interesse fanget for de små detaljer, der flyder fra fortællerens "bevidsthed", og jeg er derfor spændt på at se, om Foer kan gennemføre projektet, men indtil videre er jeg yderst overbevist. En af taktikkerne kan være parallelhistorierne der flettes ind i hovedhistorien om 9 årige Oscar Schell, der forsøger at tackle verdenen efter sin fars dødsfald 9/11. Dette skift mellem den 9 åriges verdensopfattelse (omend hans intelligensniveau vist ikke helt matcher den gennemsnitlige juniorer) og de mere voksne og dog absurde fortællinger, er meget stimulerende og fordrende for læsningen. Selve handlingen er jo egentlig yderst tragisk, og bliver netop kun nærværende pga. denne skrivestil, der gør den humoristisk og vedkommende. Havde den været skrevet i en mere ordinær socialrealistisk stil, ville en person som mig i hvert fald, hurtigt komme til at afvise den som uvedkommende, da jeg umuligt kan sætte mig ind i, hvad det vil sige at miste sin far til et meningsløst terrorangreb.

Jeg er som nævnt blot lige begyndt på denne vidunderlige bog, og hvis ellers familie og arbejde tillader det, regner jeg ikke med, at der går lang tid, før jeg er færdig. Jeg vender derfor formentlig snarest tilbage med en mere gennemtænkt vurdering, men indtil da, er det blot fantastisk at opleve at min hjerne atter frydes over en fantastisk velskrevet roman.

Giganternes fald - tredie gang lykkens gang!

2011-03-18T11:38:00.004+01:00

I efterskriftet til Jordens Søjler beskriver Ken Follett, hvordan han som 27 årig ikke var moden nok som menneske og forfatter til at kunne skrive dette hans drømmeværk. Han lagde det på hylden og tog det frem igen ti år senere. Han kæmpede med at få dette mesterværk på plads, med alt dets detaljerigdom, personudvikling og så videre. Og det lykkedes overmåde.

Nu har jeg imidlertid den teori, at alt det arbejde Ken Follet lagde for dagen tilbage i 80´erne har steget ham så meget til hovedet, at han ikke synes han kan blive færdig. For som jeg ser det, har han nu skrevet den samme historie tre gange. Først kom Jordens Søjler: en "slægtsroman" om kirkebyggeri jovist, men ligeså meget en socialistisk roman om spændingen mellem magthavere og underklasse i 1100-tallets England, med en klar fremhævelse af arbejderen og kvinden der ikke underlægger sig sin tids konventionelle rolle i samfundet. Kirkebyggeriet var dog grundpillen (ha ha ) i Folletts ambition om at skrive Jordens Søjler, og derfor fungere bogen også så godt, da dette omdrejningspunkt var nyt og gennemarbejdet.

Min teori er så, at han blev fanget af bogens øvrige plot, og derfor bestemte han sig for at "gentage succesen" med en toer i Uendelige Verden. Det gik ikke særligt godt, og bogen er trods sin uendelig længde en verden til forskel fra sit udsprings mesterværk. Den bliver simpelthen anakronistisk i sin socialisme og især i sin videreudvikling feminismetemaet og beskrivelsen af den "selvstændige kvinde."
Måske var der nogen der har sagt dette til ham, hvorfor han så vælger at skrive sin historie endnu engang, men denne gang i en scenografi,, hvor den faktisk har sin berettigelse. Og nu er vi fremme ved Giganternes fald:

For som nævnt er Giganternes fald egentlig bare en gentagelse af den samme historie om magtkampe, socialisme og feminisme, som vi har set to gange før fra Follets hånd, men denne gang er scenen sat i tiden omkring 1. verdenskrig, hvor det faktisk giver mening at tale om disse emner. For første gang er den selvstændige kvinde en historisk troværdig person, hvis historie man bliver fanget af, og jeg synes det er mesterligt, at lade de to hovedkvinder komme fra hver sit sociale lag for gennem deres valg i kærlighed, ideologi og karriere at skifte plads ved bogens slutning. Follet er også begyndt at blive en smule mere nuanceret i sin beskrivelse af repræsentanterne fra de forskellige klasser. Der er således ikke nogen af hovedpersonerne der denne gang er helt igennem usympatiske, ligesom der ved de fleste af vores sympatiske hovedpersoner også findes træk, som vi kan genkende som usympatisk realistiske. Og det er netop det jeg godt kan lide - at det bliver realistisk, i hvert fald hvad angår personskildringen, for der er selvfølgelig stadig nogle urealistiske plotmæssige greb, der dog er nødvendige for at skåne både forfatter og læser for et uoverkommeligt persongalleri. Her tænker jeg på, at det virker en smule utroværdigt at vores hovedpersoner altid er lige der, hvor de historiske begivenheder udfolder sig. Det bliver særligt tydeligt når Walter som officer under krigen bliver smidt frem og tilbage mellem øst og vestfront, for som den eneste tyske hovedperson at kunne repræsentere den tyske side af begivenhederne som fortællingen skrider frem.

Men det er som sagt både tilgiveligt og nødvendigt og jeg mener virkelig at Follet har en hel unik sans for detaljen og for at inddrage de kendte historiske begivenheder i historien, og det fungere rigtig godt i denne roman, hvor han har udvidet sin scenografi til at omfatte det meste af verdenen og ikke kun England, der dog stadig er hans udgangspunkt.

Men jeg tror måske også, at han skal stoppe nu, før han får gentaget sig selv for mange gange. Faktisk har han i Giganternes Fald nærmest en ordret enslydende beskrivelse fra Jordens Søjler af en situation, hvor en ugift kvinde bliver klar over, at hun er blevet gravid. Men måske kan kvinder bare bedst huske, hvornår de har haft menstruation efter, hvor de har boet henne!

Tredie gang var lykkens gang, for Ken Follett, og stopper han ikke nu, begynder jeg at frygte for at endnu en gigant vil falde. For at han skriver mesterligt kan man ikke tage fra ham. Så tusind tak Follett for en mesterlig bog - og så tilbage til spiongenren ik?

Liv i bloggen i anledningen af kvindernes internationale kampdag.

2011-03-08T13:13:00.005+01:00

Efter et år hvor litteraturindholdet har båret præg af titler som: Peder Pedal, Larmende Linus og Halfdan Rasmussens ABC, så har jeg nu indgået aftale med en glimrende børnehave der gerne vil passe min søn mens jeg bruger min hverdag til mere kulturelle ting såsom at læse jobannoncer - og andet spændende litteratur.

Og det passer så selvfølgelig ikke helt. For jeg har faktisk indimellem legepladsbesøg og tøjvask haft tid til at læse rigtig udemærkede romaner som fx. "Sneblomst og den hemmelige vifte" af Lisa See, en kvinderoman, som jeg har kommenteret i debatten på litteratursiden.dk Det samme gælder efterkrigsromanen "Brændte Skygger". Begge bøger foregår langt fra de egne jeg sædvanligvis bevæger mig i litteraturmæssigt, nemlig i østen nærmere betegnet, Kina, Japan, Indien og Pakistan. Det har været utrolig spændende at blive præsenteret for disse kulturer gennem nogle helt specielle kvindeskikkelser.

Og hvilken dag er dog mere passende at genoptage sin blogskrivning efter endt barselsorlov, end kvindernes internationale kampdag.

Det er nu ikke fordi det er en dag jeg går specielt meget op i, det kan vel nærmest sammenlignes med min mands interesse for Valentinsdag, men når jeg nu har læst disse bemærkelsesværdige bøger i året der er gået, så er det jo fristende at vælge denne dag til at anbefale dem.

Især Sneblomst og den hemmelige vifte, egner sig godt til denne dag. De to kvindelige hovedpersoner i bogen, giver os nemlig et rigtig godt indblik i hvad kvinder kan og hvori vores styrker ligger. Ikke mindst vort forhold til hinanden som veninder bliver taget op som et værdigt sidestykke til ægteskabet. Ikke at det skal erstatte, det skal supplere. Vi er ikke mænd, vi skal ikke prøve at udfylde mændenes plads, vi er kvinder, og vi har en hel særlig plads der skal udfyldes der hvor vi er sat, og en forpligtelse til at udnytte de talenter vi er blevet givet. I 'sneblomst' bliver dette tema sat ind i den historiske kinesiske kultur hvor kvindens ypperligste dyd, var at kunne få så små fødder som muligt. Men kvindeidealet fra dengang, som vi harmes ved, er for mig at se ikke så anderledes end det, vi påfører os selv i dag, og bogen giver et utroligt ærligt billede af kvindens største styrker og værste tendenser.

Brændte Skygger er en roman om en kvinde der overlever alt hun udsættes for, og kommer styrket ud af forhindringerne. Også hun forstår at omstille sig efter alt hvad livet byder, og det byder på ikke så lidt skulle jeg hilse at sige. Den er på sine steder og især i slutningen lidt fortænkt, men alt i alt, er den en fantastisk skildring af kultur, historie og kvindelig styrke.

Nåh så kom jeg da lidt igang, og jeg vender snarligt tilbage med en anmeldelse af Ken Follets nyeste roman: Giganternes Fald.

Vindens Skygge af Carlos Ruiz Zafon

2009-02-10T15:21:00.003+01:00

Ja så fik jeg da endelig lidt tid igen, hvor jeg kunne kommentere lidt på en bog jeg har læst. Den sidste af slagsen hedder Vinden Skygge, er skrevet af Carlos Ruiz Zafon, hvem jeg absolut intet ved om. Og jeg tror ærlig talt heller ikke, at det bliver et udvidet bekendtskab.

Bogen skulle så vidt jeg er orinteret være en krimi med et vist filosofisk islæt, men kald mig bare dum, jeg fangede altså ikke den store dybde. Bogen kommer hele tiden med antydninger og formuleringer der opfattes dybt, men det er lidt kejserens nye klæder synes jeg, for dybest set holder historien bare ikke, og derudover er selve krimihistorien lidt kedelig.

Som eksempel kan nævnes at bogen indledes med at bogens hovedperson, Daniel, som ti-årig tages med til "de glemte bøgers kirkegård" Dette besøg kommer i forbindelse med at Daniel vågner om uden at kunne huske sin mor, der er død da han var mindre. Dette reagerer faderen, der er antikvariker, på, ved at tage ham med hen til benævnte kirkegård. De tager afsted tidligt om morgenen, og portneren udveksler kryptiske kodeagtige hilsener med faderen. Det mærkes at Daniel nu indvies i noget stort, og han får da også at vide, at han aldrig må fortælle om dette sted, ikke engang til hans bedste ven.

Hvad er det da så for et sted - det er et sted, hvor bøger der ellers er blevet glemt af alle, får et sted at være. Første gang man besøger stedet, skal man adoptere en bog, som man skal passe på. Og det er sådan at Daniel kommer i besidelse af romanen "Vindens skygge" hvis tragiske handling, han kommer til at udleve på egen krop i takt med, at han prøver at opklare mysteriet om, hvad der blev af dens forfatter.

Der hvor filmen - eller bogen vel sagtens - knækker, er at det hele er lidt for tænkt. Fx giver de ukendte bøgers kirkegård bare ikke mening. Hvad skal man med sådan et sted? Hvis man havde bibliofile følelser overfor alle de bøger, der er røget ud i glemslen, så skulle det da være for at finde dem frem og få folk til at læse dem, - ikke at gemme dem væk i en hemmelig kælder. Det eneste stedet er egnet for er heldigt nok lige præcis det som "Vindens Skygge" bruger den til, nemlig at gemme det enestående tilbageværende eksemplar af en roman, som en eller anden har besluttet sig for at udrydde. Men det berettiger jo ikke et sådan steds eksistens.

Det samme gælder for mange andre af bogens problematiker og temaer, at der egentlig ikke er noget i historien, der berettiger hovedpersonen at tage de valg han gør. Det virker lidt som om at det gør han kun, fordi det passer ind i krimien, hvis han gør, men man tror ikke rigtig på historien - eller nærmere, man bliver lidt ligeglad.

Dog skal det siges, at dens bihistorier og personer og til dels også den skildring af Barcelona under og lige efter borgerkrigen, er ganske udemærket, og det er heller ikke en bog man ikke bliver færdig med, dertil er sproget alligevel for godt.

Den har ligeledes én finurlig finesse i sit handlingsplot som jeg vil lade være med at nævne, for det tilfælde at der skulle være én, der fik lyst at læse bogen til trods for denne ikke særligt flaterende anmeldelse.

Libri di Luca

2008-08-11T13:26:00.005+02:00

Puha nu så det så ud til at jeg ikke har fået læst noget siden april, men det er absolut ikke tilfældet. Tværtimod har jeg været meget optaget af en masse bøger her i min ferie, og nu hvor jeg så er begyndt at arbejde, har jeg slet ikke tid til hverken at læse eller at anmelde. Derfor kommer blot lige nogle små pluk og formentlig korte vurderinger, for det er jo, for nogle af bøgerne, noget tid siden, at de var en del af mit liv .

"Libri di Luca" af Mikkel Birkegaard
En dansk kriminalroman med et tvist af fantasy idet hovedplottet knytter sig til en selskab af mennesker, kaldet lettorer, der med deres specielle evner med hensyn til læsning af bøger, vel bedst kan sammenlignes med de mutanter, man møder i filmene X-men.

Disse lettorer er opdelt i to grupper, afsendere og modtagere, og kan påvirke andre mennesker ved enten som afsender at læse op af en bog, eller som modtager at påvirke den læsendes oplevelse når vedkommende selv læser. Det sidste er altså ensbetydende med, at de kan læse tanker. Bogen omhandler den intetanende Jons indgang i denne bøgernes verden, på et tidspunkt hvor mord og intriger truer med at splitte selskabet ad.

Jeg har ikke læst så mange krimier i mit liv, og da slet ikke danske. Det er meget gribende at læse om noget, der foregår så tæt på ens dagligdag, og da især når emnet så endda er bøger og læseoplevelser. Så kan man som bibliofil ikke helt undgå at blive fanget. Da jeg samtidig heller ikke går af vejen for en god fantasyroman, blev jeg desmere fanget af universet i lige netop denne krimi. Endelig hørte jeg faktisk denne bog som lydbog i stedet for at læse den selv, og det skal da lige siges, at det er temmelig hårrejsende at lytte til en bog, der handler om, hvordan oplæsere kan manipulere deres tilhørere.

Jeg kan altså varmt anbefale denne krimi. Dog skal det siges, at den hen imod slutningen kører lidt af sporet, så selv jeg, der er forholdsvis accepterende overfor overnaturlige plots - blot det er tro mod fortællingens eget univers, syntes, at det blev lidt for fantastisk og actionpræget det hele. Men måske Mikkel Birkegaard sad med et filmmanusskript i tankerne, da han skrev bogen.

Endelig vil jeg lige slå et stort slag for selve lydbog-konceptet. Det er et ganske udemærket supplement til læseoplevelsen, da det aktiverer en del af hjerne og fantasi, der ikke er helt så aktivt under indenadslæsning. Desuden kan en lydbog kombineres med mere rutinpræget arbejde, som fx kørsel eller huslige pligter, hvilket gør, at man holder sit læseunivers igang.

Blekingegadebanden

2008-04-22T21:33:00.003+02:00

Så blev jeg endelig færdig med to´eren. En sådan begyndelse på en anmeldelse lover ellers ikke godt, men jeg vil nu alligevel anbefale Blekingegadebanden af Peter Øvig Knudsen. Især var den første bog en virkelig pageturner. Den havde et mere klart kronologisk forløb tror jeg, hvorimod det virker som om, at Knudsen i to´eren nogle gange ryger ud af en tangent og glemmer sin hovedhistori.

Men altså alt i alt et virkelig godt stykke arbejde, og hvor ville jeg dog ønske, at der var flere, der kunne skrive ligesom ham om historiske emner. Jeg har før været inde at lovprise de historiske romaner, og de er også en fantastisk genre, når de er skrevet ordentligt, men tænk at kunne skrive så medrivende om noget faktuelt, at man faktisk ender med at få sympati for de hårdkogte forbrydere, blot fordi en forfatter har gjort sig den umage at beskrive dem som mennesker. Jeg glemte flere gange, at dette var den barske virkelighed og ikke en veldrejet krimi, jeg var igang med - og det var vel også derfor at så mange fejlagtigt stemte på den til boghandlernes læserpris, der ellers kun kan modtages af skønlitterære forfattere.

Jo! - min allervarmeste anbefaling af bogen - den sætter både følelser og tanker igang, og det er jo ikke det værste.

Christian og Christian om ondskab!

2008-01-28T13:56:00.000+01:00

Hvor får man dog tid til at læse når man er arbejdssøgende! Jeg har siden sidst fået læst Christian Mørks "Darling Jim" og Christian Jungersen "Undtagelsen". Begge handler de om ondskaben, og begge er de skrevet lidt specielt, idet de bruger forskellige fortællevinkler. Darling Jim er historien om nogen der fortæller en historie om én der fortæller en historie. Alle historierne handler om fortælleren selv, og alle afslører de at mennesket indholder mere end man måske lige i første omgang tiltror det, og her tænker jeg specielt på menneskets mørkere sider. Historien er forholdsvis godt skruet sammen med alle sine fortælleplaner, om end jeg dog blev en smule træt af det lidt film-kunstige sprog. Samtidig med det eksistentielle tema, er den dog først og fremmest tænkt som en krimi tror jeg, men der halter den lidt, idet den mister spændingsnivauet forholdsvis hurtigt.

Dette faktum gjorde, at jeg først slet ikke lagde mærke til det eksistentielle tema om menneskets ondskab og handlinger. Og jeg havde nok heller ikke kommet i tanker om det, havde det ikke været for Christian nr 2´s bog "Undtagelsen"

Dens forskellige fortællervinkel knytter sig til de forskellige personer i en typisk konstrueret gruppe, som man finder den på en lille arbejdsplads. Denne arbejdsplads beskæftiger sig "tilfældigvis" med essensen af den menneskelige ondskab - nemlig folkedrab, og derfor bliver fokuseringen på "den lille ondskab," som vi finder den i alle mennesker, særligt udstillet. Det er så at sige historien om den lille ondskab i den store ondskab! Den lille ondskab er her repræsenteret ved emner som: mobning, jalousi, egoisme og meningsløs sygdom. Bogen kommer sideløbende med forskellige teoretiske vinkler på ondskabens psykologi og kæder derved betingelserne for den store og den lille ondskab sammen.

Dette gøres mesterligt godt, og det er på mange måder en højst ubehagelig bog, netop fordi Jungersen rammer så godt i sine eksempler på og beskrivelser af den lille ondskab.

Ligesom Christian Mørk, har Jungersen dog også et problem med selve krimihistorien, der også er tema i hans bog, omend det dog ikke fylder nær så meget som hos Mørk. Dog er det absolut ikke spændingsniveauet, der er et problem hos Jungersen men nærmere realismen og den røde tråd. Det er især i slutningen at dette tema tager fat, og det er som om at Jungersen værgre sig ved at give læseren forløsningens glæde ved at få mysteriet opklaret.

Denne slutning er selvfølgelig et stort tema i sig selv, og måske er det mig der har misforstået det hele, så det jeg ser som et problem ved bogen faktisk er dens genialitet.
Uanset vil det være svært for mig at komme mere ind på, uden at afsløre for meget om slutningen, men jeg er meget villig til at diskutere den på kommentarene her på bloggen. Så kan du der ikke har læst bogen endnu jo bare lade være med at gå ind under kommentarer.

"En utjekket mors hemmelige liv"

2007-12-28T23:15:00.000+01:00

Jeg er måske ikke mor endnu, men derfor kan jeg sagtens sætte mig ind i hvordan en utjekket én af slagsen må have det. Fiona Neils "klumme-roman" rammer lige i plet i min humor, og jeg hulkede mig igennem hendes roman om den engelske forstadsforstadsmor til tre - Lucy! Lucy beskriver sin verden sådan som hun møder den. Det vil sige at de fleste personer udenforhendes nærmeste vennekreds reduceres til at betegnes efter det umiddelbare indtryk de gør på hende. Hermed introduceres læseren både til "toptjekkede mor", "sexede hjemmefar", "Alphamor" osv osv. Såvel metoden som selve figurerne er letgenkendelige for de fleste, hvilket kendetegner denne bog. Den sætter ord på vores hverdag og hverdagens trivialiteter og problemer, på en måde så vi kun kan grine af det. Den leger med tanken om at træde ud af hverdagens trædemølle og afprøve et eventyr fx i form af utroskab. Hvad der kommer ud af det, vil jeg ikke afsløre, men blot endnu engang understrege at bogen er utrolig troværdig og værd at bruge en forlænget weekend på.
Dog skal lyde en advarsel - den er UTROLIG pinlig sine steder, så hvis man, som jeg, har en stor indlevelsesevne, bør man måske lade være med at læse den på offentlige steder, da man ellers kan komme til at sidde og træde sig selv over fødderne, rødme eller le højt.

minder lidt om Nynne eller Bridget Jones - blot for lidt mere satte mennesker.

Harry Potter og dødsregalierne

2007-12-11T21:32:00.000+01:00

Så er afstemningen afsluttet, og der var jo ikke den store entutiasme. Ikke desto mindre var jeg selv dybt positivt overrasket over slutningen på Rowlings mesterserie. Jeg havde tænkt mig at jeg skulle have diskuteret bogen her på siden, men jeg kan fornemme, at der er en uudtalt aftale om stadig ikke at afsløre noget om handlingen. Og jeg forstår det godt. I boghandleren jeg arbejder i, har jeg solgt alle dele af serien, og særligt har vi selvfølgelig rigtig mange "dødsregalier" til julegave. Der er altså stadig mange fans og nye læsere der ikke har haft fornøjelsen af selv at læse slutningen på serien, og derfor vil jeg naturligvis heller ikke afsløre noget her. Jeg vil i stedet opfordre til selv at læse serien - den kan købes lige nu i samlet box til 1500,- hos GAD :-)

De ti herskere

2007-12-11T20:44:00.000+01:00

Så er jeg kommet med på krimigenren igen. Seneste skud på min krimiliste er Christian Mørks ´De Ti Herskere.` Den handler om et verdensomspændende 750 år gammelt broderskab oprettet i Venedig, som styrer verdenshandlens balance til egen fordel med alt hvad dertil hører af krige, nødhjælp og politiske beslutninger. Broderskabets virksomhed bliver truet da bogens hovedperson biologen Victor finder frem til en DNA-klonet superris, som kan afhjælpe den 3. verdens hungersnød og fattigdom. Dette betyder at bogens skurke, dvs. det gamle broderskab "de ti herskere", ikke kan tjene så mange penge på nødhjælp i fremtiden, og derfor er den halvnørdede og ubehjælpelige Victor på deres sorte liste. Handlingen skrider frem efterhånden som Victor bliver udsat for attentater og hetz, og både han og læseren har mere end svært ved at finde ud af, hvem man kan stole på, og hvem der er agenter for broderskabet. Hvad er virkelighed og tilfældigheder, og hvad er sat i scene for at gøre offeret utryk.

Bogen minder på den måde om filmen "The game", og er vanvittig godt skrevet. Historien tager ofte en drejning, og alligevel viser det hele sig til sidst at hænge sammen via en fin rød tråd. Det er på samme tid en gammeldags historie med en ægte helt, hvis moral og hensigter man ikke er i tvivl om, og på den anden side en moderne historie, hvor man helt til sidste blad, er usikker på om det går godt eller skidt.

Bogen er altså spændende skrevet, men bliver dog alligevel en smule langtrukken sine steder. Absolut læseværdig, hvis man er til spænding, men giver også stof til eftertanke, omend jeg synes dens konspirationsteorier om den topstyrede verdenshandel bliver en smule fantasifulde.

Historiske romaner - Cornwell

2007-11-23T23:23:00.000+01:00

Det forrige indlæg skulle egentlig bare have været en kort indledning til de bøger jeg nu vil anmelde. Men som det ofte går når I-personer som jeg selv, får stillet et forum til rådighed i hvilket jeg ikke kan blive afbrudt, udvikler sådanne indledninger sig ofte til en lang smøre. Der kan I bare se, nu er det ved at ske igen, så jeg må jo hellere komme igang!
Historiske romaner kan altså være meget forskellige med hensyn til, hvor meget forfatteren digter og hvor meget han forsøger at dokumenterer. Dette gør Bernard Cornwells Arthur-romaner til et meget interessant studie. Historierne om Arthur er nemlig ikke historie som sådan, men legender. Og legender indbyder til og kendetegnes netop ved, at blive fortalt og gendigtet om og om igen til det næsten ukendelige. Cornwell har sat omhyggeligt ind i alle disse forskellige Arthurlegender ligesom han har sat sig ind i Englands tidligste historie og religion, og ud fra disse studier har han sammenskruet en romantriologi om sagn og legendehelten Arthur, der virker mere troværdig end de fleste film, jeg har set. Samtidig er legendegenren jo som sagt en taknemmelig genre at forfatte over, da man ikke bliver irriteret af anakronismer og digtning, idet genren jo netop opfordre til det. Cornwell har endda taget broden af eventuelle skeptikere og kritikere, ved at lade sin historie fortælles gennem vores hovedperson Derfel. Derfel er en af Arthurs krigere og har overlevet alle beretningens personer og sidder nu mange år efter de vigtige begivenheder og nedskriver historien om Arthur for sin dronning. Cornwell springer på den måde frem og tilbage mellem fortællertid som er tiden hvor Derfel nedskriver, og fortalt tid hvor læser det han har nedskrevet - altså historien om Arthur. I fortællertiden brokker dronningen sig ofte over at Derfels beretning ikke stemmer overens med de beretninger hun har hørt bl.a. fra skjaldenes kvad. Hvilket Derfel (og dermed Cornwell) affejer som værende spin og propagande idet enhver kan købe en skjald til at kvæde, hvad det skal være, men at han selv blot prøver at beskrive begivenhederne som han oplevede dem som ung kriger. Derfel nævner desuden til sin læser, at han er overbevist om, at dronningen nok skal sørge for at få ændret hans beretning, så den stemmer overens med det, hun ønsker. På denne måde tager Cornwell altså ordet ud af kritikeres mund, samtidig med at han i stil med McCollough har et efterskrift til hvert bind, hvor han gør opmærksom på hans værste anakronismer, samt hans tanker forud for hans fortolkning af legender og historiske kilder.

Selve romanens fortælling er altså spændende og troværdig på den måde, at den fx når den beskæftiger sig med Merlins og andre druiders "troldom", næsten altid beskriver det på en så loyal måde, at det på den ene side virker troværdigt, hvorfor datidens mennesker troede på magien, men samtidig levnes der mere eller mindre ubemærket altid plads til rationalismens forklaringer på det "overnaturlige".

De første to bind i serien hedder "Vinterkongen" og "Guds Fjende" , og jeg ved pt ikke, hvornår tredie bind udkommer. Begge bind rummer selvstændige og umiddebare afsluttede historier, men det er dog en stor fordel at begynde med den første, da man ellers vil gå glip af en del pointer tror jeg.

Historiske romaner - McCollough

2007-11-23T22:36:00.000+01:00

Det kan vel ikke undre nogen, at jeg altid har været fan af historiske romaner. Det er spændende at se hvilken inspiration virklighedens personer og begivenheder kan give til gode forfattere. Med historiske romaner er der dog altid den fare, at man bliver låst fast i en bestemt opfattelse eller tolkning af kilderne. Hermed mener jeg at en romanforfatter kan skrive så godt at man glemmer at tage hans eller hendes forfatterfrihed med i overvejelserne når man læser deres romaner, og dette kan gå ud over læseoplevelsen når man senere læser andre romaner der omhandler samme historiske periode eller emne. Ja selv dokumentariske udsendelser eller fagbøger kan falde for dommen, hvis man først har lagt sig fast på en romans udlægning. Jeg har selv haft denne oplevelse i forhold til romaner og film om romerriget efter at have læst ´Den romerske familie`af Colleen McCollough.

Det er en romanserie om republikens sidste tid, og den er fantastisk velskrevet og veldokumenteret. McCollough gør virkelig en dyd ud af at beskrive familierelationer, ritualer osv ligesom hun til hvert bind har et udførligt efterskrift, hvor hun beskriver hendes metode overfor de kilder hun har haft at arbejde med. Dette var noget hun i nogle anmeldelser blev kritiseret for, ligesom udfordrerne i den historikerfejde, der foregik i 90´erne brugte hende som skrækeksempel på dårlig skønlitterær historieformidling. Dette er jeg dybt uenig med dem i. Jeg mener at der skal være plads til al historieformidling. Dem der kun vil læse fodnoter, dem der helst vil læse en bog der kunne være drejebogen til en film, og så os midt imellem. Jeg kender mange, der har læst McCollough og som har lært virkelig meget samtidig med, at de er blevet underholdt.

Men som jeg tidligere var inde på, så er selv McCollughs romaner kun én fortolkning af mange, men til forskel fra bl.a. Dan Brown gør hun eksplicit opmærksom på, hvornår hun digter, hvornår hun fortolker og hvad hun opfatter som uimodsagte facts. Men jeg må jo altså, til trods for min nyerhverved titel af cand.mag. i Historie og Danske med skam bekende, at jeg efter at have læst hendes romaner ikke rigtig kan forlige mig med andre romanforfatteres bud på fortolkninger. Dette gælder fx folk som Iggulden og manuskriptforfatterne til tv-serien ROME, der begge omhandler samme periode. De digter meget, hvilket de er i deres ret til, men det irriterer mig alligevel.

- tid til litteraturen!

2007-11-03T11:24:00.000+01:00

Jeg vil bare lige gøre opmærksom på, at jeg i forbindelse med afleveringen af mit speciale og den nye situation som eks-studerende har åbnet mulighed for at jeg kan afprøve en gammel drøm om at arbejde mere konkret med litteraturen. Jeg har således fået ansættelse som juleassistance i GAD-boghandleren i Århus, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til.
Jeg er klar over at det måske ikke er den mest relevante uddannelse jeg har til at stå i butik, men det var alligevel dejligt at mærke bestyrerens glæde over at jeg gennem min uddannelse viste min interesse og kompetence inde for litteratur, - det var kort sagt dejligt for en gang skyld, at blive headhuntet på grund af sin uddannelse som cand. mag. i stedet for at blive ansat på trods af den.
Så er I i Århus i december, så kig forbi GAD på strøget - eller også lad være for der er sikkert RIGTIG mange mennesker!!! - der røg den fredelige julemåned for mig.

Endelig færdig!

2007-11-03T10:53:00.000+01:00

Så blev jeg endelig færdig med det speciale. Jeg afleverede d. 2. nov. og fik det obligatoriske bolshe af Aarhus Universitet. Nu er der så bare at gå og vente på at få forhåndsgodkendelse og karakter.
Jeg har skrevet et kirkehistorisk speciale om de lutherske frikirkers opståen i Danmark efter 1850. For at skåne jer for alt for mange kedelige detaljer, kan jeg blot sige at specialet behandler to lutherske frimenigheder, der opstod i tiden 1850-1870 i København og på Bornholm. De to retninger har siden udviklet sig forskelligt således at den københavnske idag kendes som evangelisk-luthersk frikirke i Danmark, den bornhomske delte sig i to, hvoraf den gik i sig selv, og den anden blev til Luthersk Missionsforening i Danmark. Mit speciale behandler årsagerne til at nogle teologer fandt det nødvendigt at oprette lutherske frikirker i opposition til den nyoprettede luherske Folkekirke, samt sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor de to-tre frimenigheder ikke fulgte ad. Mine konklusion er at de tre stiftere var styret af forskellige dagsordener, af både teologiske og personlig inspirationsmæssig art. Dette understreger at lutherdom ikke blot er lutherdom, og at man som forsker og historiker bliver nødt til at arbejde tværfagligt når man skal afdække disse emner. Mennesket foretager faktisk nogle gange religiøse valg ud fra religiøse overbevisninger og ikke nødvendigvis af socio-økonomiske eller magt-politiske årsager, og derfor bliver historikeren nødt til at kunne sætte sig ind i religiøse og teologiske tankegange.
Nåh det var vist nok om specialet, som jeg ikke gider at beskæftige mig mere med foreløbig, men skulle nogle være interesseret er de naturligvis velkomne til at kontakte mig.

"Historikeren" af Elizabeth Kostova

2007-09-13T20:13:00.000+02:00

Så blev jeg færdig med romanen - lidt for hurtigt måske i forhold til, at jeg skulle forestille at skrive speciale på fuldt tid. Jeg vil begynde med slutningen og sige, at den desværre slutter lidt svævende, synes jeg, hvilket er rigtig ærgeligt, da den gennem de forudgående 700 sider virkelig har forstået at holde et højt niveau både sprogmæssigt og i forhold til udvikling af plottet.

Romanens tema er ideen om at fordybe sig i fortiden. At komme tæt på historien så man bliver en del af den, ligesom den er en del af os.

Temaet bliver formidlet både gennem plottet og dets ramme. Rammen er bl.a. fortællevinklen, der indehaves af en pige, hvis navn vi aldrig får oplyst i fortællingen. Grunden hertil er meget spidsfindig, idet forordet lægger op til, at romanen er en autentisk historie - fortællerens egen samt hendes fars historie. Der er heller intet navn underskrevet forordet, og romanen er i øvrigt skrevet i 1.person. Læseren får altså helt i overensstemmelse med intentionen, den illusion, at det er Elizabeth Kostova, der er fortælleren, hvis historie vi skal høre. Det eneste, der afslører illusionen og samtidig gør, at romanen ikke direkte er uærlig overfor sin læser i sin påståede autenticitet, er dateringen af forordet, der er "underskrevet": Oxford, England 15. jan. 2008.

Fortælleren er historiker, ligesom hendes far er historiker. Romanen handler om hans forskning i fyrst Draculas liv og makabre bedrifter. Gennem denne forskning kommer både han og fortælleren meget tæt på fortiden og begrebet: "at blive en del af historien får en hel anden betydning".

Fortælleren fortæller altså sin fars historie, der samtidig fortæller både sin vejleders og sin kones historie, og alle fortæller de Draculas historie. Det lyder forvirrende, men det er det ikke - det er mesterligt godt tænkt og skrevet.
Det hele bliver fortalt dels som fortællerens almene datids-fortælling, dels som breve, der fortæller de andres historie. Det eneste misforhold, der er ved dette, er, at faderens breve fx også refererer andre breve og kilder, han har set omkring 20 år tidligere, og jeg har meget svært ved at forestille mig, at nogen har så god en hukommelse, at han kan citere dem så nøje. Men ideen er god, og det er et simpelt trick for at undgå en alvidende fortæller, hvilket ville have taget spændingen ud af romanen.

For det er frem for alt en spændingsroman - og den virker! En af de anmeldelser, der er trykt på bogens forside, siger: "tænk dig ´Da Vinci mysteriet` - med hjerne.." Det er en sigende bemærkning. For "Historikeren" har noget af det samme akademiske drive som Da Vinci spiller på. Hovedpersonerne render fra det ene arkiv til det andet og støver kilder op, og læseren har tid til at udføre detektivarbejdet sammen med dem. Forskellen fra Da Vinci, synes jeg, ligger netop i, at der er hjerne og originalitet bag "Historikeren", samtidig med at den lægger sig lige op af den streg, der markerer grænsen mellem fiktion og dokumentation. Det er ikke en historisk roman, selvom mange af hendes oplysninger sikkert er rigtige. Det er heller ikke nogen autentisk historie, selvom den påstår det i forordet. Det er Da Vinci heller ikke. Forskellen er blot, at hvor "Historikeren" netop lægger et lille spor ud, der afslører illusionen for den opmærksomme læser, fastholder Da Vinci sin fiktion som fakta, hvorved den krydser stregen, og blot bliver en løgn.

Jeg har ikke fortalt ret meget om, hvad præcis "Historikeren" handler om, da jeg selv synes, det er træls at vide for meget om en bog, inden jeg læser den, men jeg vil anbefale den på det varmeste til alle, der kan lide spænding, historie og en flot fortælling.

8. september set fra England

2007-09-08T15:54:00.000+02:00

Denne dag er vel lidt ambivalent for en englænder. Der er flere begivenheder, der knytter sig til dagen, nogle gode andre mindre gode og nogle fuldstændig irrelevante.
Det er tid for anekdoter:
1157 e.kr. Henrik II af platagen-dynastiet har været konge i 3 år, da hans hustru den 8. september føder ham en søn. Han kalder sønnen for Richard. Senere, da Richard har overtaget sin faders trone i 1189, finder nogen på at kalde ham for den første, og andre finder endda på at udstyre ham med en løves hjerte. Det er vel en form for kompliment, da det hentyder til hans mod.
Modig eller ej, så kan selv den bedste korstogsridder jo ikke gardere sig mod at blive bortført, hvilket præcis var, hvad der skete for Richard Løvehjerte på vej hjem fra sin korstogsferie, og det endda i så fredeligt et land som Østrig. (Nåh ja det var måske mindre fredeligt dengang) Efter at England havde givet efter for terroristernes krav, og betalt en kæmpe løsesum for deres konge, viste Richard sin taknemmelighed ved at bruge resten af sin regeringsperiode på at kæmpe imod sin gamle korstogskammerat Philip August af Frankrig.
Ikke desto mindre havde Richard åbenbart fundet kilden til succes som konge: Hold dig væk fra det land du skal forestille at regere - intet nyt er godt nyt, så hvis man ikke høre andet end at du er i krig langt langt væk, vælger folk at tro det bedste om dig. (hmm måske var det det, Nicolai Vammen forsøgte det første år af sin regeringsperiode i Aarhus, eftersom man intet så til ham)
Richards successtrategi med kun at opholde sig et par mdr. i sit regeringsland i sin ialt 10 år lange regeringstid, sikrede ham en udødelighed gennem de velkendte sagn, sange og historier vi kender fra både Robin Hood og senere Ivanhoe fra 1819. Løvehjerte har ligeledes opnået at få en statue af sig selv på en yderst lukrativ placering, nemlig foran parlamentsbygningen i London, - så kan det jo være at han der kan få nogle tips om hvordan det egentlig er at lede et land.

En anden stor historisk engelsk triumph, der fandt sted d. 8. september, var at hollænderne i 1664 endelig overgav sig og overdrog deres amerikanske base New Amsterdam til englænderne, der 5 år efter omdøbte den til New York. Dette var vel ikke den værste investering engelsk krigsindustri har gjort.

Den sidste glædelige engelske begivenhed, der hører dagen idag til, er den første fodboldkamp udspillet i englands første reelle fodboldliga. Denne kamp fandt sted i 1888, desværre melder mine kilder intet om holdenes identitet eller resultatet af kampen.

Endelig er der så en mere trist anekdote knyttet til dagen idag, nemlig de første tyske V2-raketters ødelæggelser i London i 1944. Dog skal det sige at blitzen i 1940, der sjovt nok også foregik i disse dage, ikke kostede nær så meget kaos og menneskeliv, som tyskerne havde håbet på. Avis-interview fra dengang vidner om folk, der skammede sig over at gemme sig for tyskernes bombardement, da de syntes, at det var at bukke under for terroren...!!!!
Ikke desto mindre var beredskabet parat, og optællinger viser at myndighederne, da de første bombardamenter satte ind i 1940, evakuerede 1 3/4 milion mennesker - fortrinsvis børn og kvinder, fra London. Børnene havde det dog ikke lige let derude på landet, da de som bymennesker blev anset som værende moralske fordærvede, bærere af alskens sygdomme og i øvrigt en belastning. - Måske var det derfor, at nogle af dem fandt på at gemme sig i et magisk land i et garderobeskab!!!

Nåh nok om englænderne, jeg vender snart tilbage med et blog indlæg om den roman jeg er ved at læse, den hedder "Historikeren" og er skrevet af Eliszabeth Kostova, og den er vanvittig spændende.

Peter Seeberg og Villy Sørensen

2007-09-01T12:33:00.000+02:00

Forleden var jeg indkaldt som vikar for en 8. klasse, der skulle have Dansk. På min vikarseddel stod der, at klassen havde arbejdet med Seebergs noveller "Patienten" og "Hjulet". Jeg havde faktisk aldrig rigtig læst noget af ham før, så som den gode vikar jeg er, brugte jeg selvfølgelig lige en mellemtime på at læse novellerne og sætte mig lidt ind i analysen. Og jeg var solgt med det samme. Endnu en stor dansk forfatter, der formåede at udlede humor af tressernes mørke modernisme. Jeg mener; der er altså mange måder at fortælle os, at verden omkring os er blevet meningsløs, men Seebergs måde er absolut en af de mere sofistikerede. Jeg kom umiddelbart til at tænke på Villy Sørensens "Blot en drengestreg", da jeg læste "Patienten", og genlæste den derfor da jeg kom hjem, for igen at opdage den humor Villy Sørensen lægger for dagen. Hans skrivestil minder mig på en eller anden måde om H.C. Andersen på svampe. I en klassisk eventyrstil beskriver han de mest absurde scenarier, så man næsten ikke opdager vanvidet, og det var lidt af den samme oplevelse jeg havde, da jeg læste Seebergs noveller.

Både "Patienten" og "Blot en drengestreg" handler om amputerede legemsdele. (det samme gør i øvrigt H.C. Andersens "den standhaftige tinsoldat", som en af mine tidligere studiekammerater opmærksomt bemærkede.) I begge noveller bliver amputeringen opsat som noget videnskabeligt og logisk for de implicerede i historien, samtidig med, at vi som læsere kan se til og føle os så uendelig meget klogere, idet vi kan se meningsløsheden eller vanvidet i det der udspiller sig for os. Begge noveller ender dog med en åbning, hvor hovedpersonerne søger bekræftelse i deres vanvittige realitetsforståelse. Drengene hos Villy Sørensen kunne blive oplyst af deres moder, der jo egentlig bære sin del af skylden for, at det hele går så galt, i sit mislykkede forsøg på at uddanne sine børn. Men her til sidst hvor ærlighed måske netop kunne have været på sin plads, synker hun selv ned i børnenes vanvid, så de må leve videre i uvidenhed om deres skyld. Også hos Seeberg søger "patienten" oplysning hos hende, der står ham nærmest. Han har fået udskiftet alle sine legemsdele, og spørger om hun kan kende ham. Han søger bekræftelse på om hans identitet er den samme, eller om han bør have en etisk skyldfølelse. Hun er som Villy Sørensens "moder" heller ikke ærlig overfor ham, men vi fornemmer, at han til forskel fra drengene ikke lader sig stille tilfreds med hendes svar. Hans søgen er ikke forbi.

Både Hjulet og Patienten tilhører novellesamlingen "Eftersøgningen" fra 1962. Mine elever skulle finde temaet i novellerne og selv skrive en historie ud fra samme samme tema. Nogle skrev om at finde meningen med livet, som vel primært er det "Hjulet" handler om, men overordnet handler begge noveller vel mest om det at søge. Om eftersøgningen. Derved er temaet ligepludselig ikke blot den typiske modernistiske novelles parole om meningsløsheden, eller den postmodernes relativisme om at finde en mening, der gælder for dig selv. Men temaet er selve det at søge. En af eleverne skrev fx en historie om én der søgte efter sine forældre. Villy Sørensen, der skrev før Seeberg, skrev foruden om det at skabe mening, også om at søge efter et sted at placere skyldfølelsen, og sådan er eftersøgningstemaet egentlig evigt aktuelt mener jeg. Vi søger alle efter noget, og det er forskellige ting vi søger efter livet igennem.

Altså endnu en anbefaling af nogle gamle klassikere, der stadig er aktuelle. Jeg har med vilje ikke skrevet for meget om handlingen i fx "Blot en drengestreg" for den er simpelthen så absurd at den skal erfares gennem Villy Sørensens sprog. (Novellen kan findes i "Sære Historier)

Harry Potter og dødsregalierne

2007-08-30T11:06:00.000+02:00

Vil bare lige gøre reklame for den danske udgivelse af den sidste bog i Harry Potter serien, der er sat til at udkomme den 11.10.07. Jeg har læst den på engelsk, men venter med at kommentere den indtil engang i december, så folk der hellere vil læse den på dansk, også kan være med og ikke får afsløret noget.
Jeg har dog allerede sat gang i en afstemning her på siden om slutningen på bogen er overraskende, og den løber ligeledes frem til december. Håber at nogle Potter-fans, vil være med i diskussionen. - og nej det er ikke kun en børnebog!!!

Træskoslaget ved Køge

2007-08-29T21:25:00.000+02:00

For præcis 200 år siden idag, indledte englænderne deres angreb på København som resultat af, at det neutrale Danmark havde nægtet at udlevere deres flåde. Selvom angrebet er mest kendt for bombardamentet af byen, blev det faktisk indledt d. 29. august ved at 6000 engelske soldater mødte næsten lige så mange danske forsvarere ved Køge. Selvom hærene altså var næsten lige store, endte slaget med et dundrende nederlag til danskerne, der i følge fortællingerne lod deres tunge træsko stå, da de flygtede fra slagmarken. En gammel krigslogik siger, at ved et godt gammeldags infanterist-slag, skal angribernes helst have dobbelt så mange soldater som forsvarene. Enhver, der har prøvet at spille risk, kender denne psykologi. Hvorfor gik det så så galt i Køge, hvor forholdet næsten var 1-1. Meget enkelt! Det kan sammelignes med et scenarie kaldet; US-Marine vs Det danske hjemmeværn! Nu ikke for at sige noget ondt om hjemmeværnet, men sat overfor US-Marine tror jeg nu nok, at de selv ville foretrække at nøjes med at dirigere deres kampvogne gennem trafikken. Den danske hær var i 1807 udstationeret i Slesvig for at holde sig klar, hvis Napoleon skulle glemme at Danmark var neutralt. Kun godt en måned tidligere var Preussen blevet halveret efter at det tidligere neutrale Rusland måtte se sig slået af den Franske selvudnævnte kejser. Det var altså en udemærket strategi, at have hæren i Slesvig, men det efterlod til gengæld forsvaret af hovedstaden til ´landeværnet` ved Køge og ´borgervæbning` og studenterkorps inde i København, hvilket selvfølgelig slet ikke var nok til at holde de trænede engelske soldater, ledet af Hertugen af Wellington, på afstand. Derudover havde Danmark heller ikke nogen regent hjemme, da både den sindsyge Kong Chr. VII og den magtsyge kronprins Frederik (senere d. VI) var ude af byen.

Englænderne begyndte deres bombardement den 31. august og fortsatte frem til d. 6. sept. med nogle hviledage indlagt. Historiebladet kalder angrebet for det første terrorbombardement i verdenshistorien. Dette kan der være noget rigtighed i, men de skriver så videre, at metoden med at terrorisere civile for at presse regering og militær til at overgive sig - og i dette tilfælde til at udlevere militært materiel, også var uden fortilfælde inden for krigsførsel. Dette tror jeg nu fx at vikingerne ville tage sig noget fornærmet op. Rigtigt nok var det ikke militært materiel de forlangte for at stoppe deres terroriseren af civile og afbrænding af landsbyer tilbage i det 9. århundrede, men mon ikke nogen af de 7000 pund sølv de fik som betaling af den dummebøde de gav Paris i 845 blev brugt til militært udstyr?

Det engelske bombardement af København fik som bekendt fatale følger. Vor Frue kirke brændte ned til grunden, ca. 2000 københavnere mistede livet og endnu flere deres hjem og levebrød. Af politiske følger mistede Danmark sin flåde og senere som følge af den tvungne alliance med Napoleon mistede vi også Norge i 1814.
Nye læsninger af kendt kildemateriale antyder at den egentlige motivation for at englænderne lagde deres øjne på den danske flåde, var et falsk rygte Napoleon havde sat igang om, at han, med hjælp fra den danske flåde, ville erobre Irland.
Så hvad kan vi lære af alt dette her 200 år efter? Hvis du planlægger at afmilitærisere et land ud fra nogle efterretninger du har hørt, - så tjek dem lige igen! nåh vi skulle jo ikke blive politiske ;-)

Leif Davidsen

2007-08-28T20:17:00.000+02:00

Så blev jeg færdig med min anden Leif Davidsen bog. Han er en af de forfattere jeg havde i tankerne, da jeg tidligere idag udtalte mig om forfattere jeg aldrig troede, at jeg frivilligt skulle give mig i kast med. Men jeg tænkte; Her er jeg en måske kommende dansklærer, og så har jeg aldrig læst Leif Davidsen! Den gik ikke, så nu har jeg lige færdiggjort "Uhellig Alliance" fra 1984 og "Den russiske sangerinde" fra 1988.

Da "Uhellig Alliance" udkom, blev den rost af anmelderne for bl.a. at være tidssvarende på alle måder. Den handler om den politiske situation i Baskerlandet, og jeg tror at samtidens anmeldere ramte hovedet fuldstændig på sømmet angående det tidssvarende. For jeg må indrømme, at jeg sad lidt med fornemmelsen af at man "...vist skulle have været der...!" Historien fangede mig aldrig, - kom ligesom aldrig igang, og antydede blot en masse spændinger som man vist skulle have levet i 70´erne, for virkelig at kunne sætte sig ind i og lade sig rive med af.

Anderledes var det med "Den russiske Sangerinde". Indrømmet; jeg er også noget mere historisk interesseret og velbevandret udi sovjettidens regime og undergang, end jeg er i ETA og Spanien, men jeg synes nu også, at historien var bedre bygget op. Dog var der stadig en tendens til, at pointen i krimidramaet blev tilbageholdt lige lovlig længe, taget i betragtning, at man allerede havde gættet det meste efter de første 30 sider. Men det hænger nok sammen med, at det ikke er krimigåden, der er Davidsens egentlige formål med historien, men snarere Sovjets undergang sat i kontrast overfor spørgsmålet om hovedpersonernes mulige harmoniske udvikling. De er på en måde i symbiose med det skrantende system, og deres skæbner er lagt ud til en social undergang, bundet op på det alkoholiserede og korrupte Sovjetunionen. Meget banalt er bogen delt op i en vinterperiode af deres liv og en sommerperiode, og hver især kæmper de sig igennem de dårlige odds fordi de begge er "overlevere" som hovedpersonen bemærker. Det interessante er, at det egentlig ikke er i hinanden, at de finder håbet - det havde næsten også været for banalt. De finder styrken og overlevelsesinstinktet hver for sig, og først derefter kan de (måske) leve sammen og for hinanden.

Det er altså dette eksistentielle plan af bogen, der er interessant, og ikke mordet der er blevet fejet ind under gulvtæppet På en eller anden måde kommer det bare aldrig rigtig til at interessere én, hvem der slog Sonja og Vera ihjel, hvorfor han gjorde det eller hvofor det blev skjult af systemet. Måske skyldes den manglende interesse fra både forfatter og læser, at ikke engang Veras søster virker til at bekymre sig om det.

Jeg har hørt at Davidsens nyere romaner skulle være noget bedre, så dem glæder jeg mig til at læse, og håber at hans krimi-dramatiske linje, er kommet på højde med hans person, - og samfundsskildringer.

Velkommen til min blog.

2007-08-28T10:15:00.000+02:00

Hej så skete det! Så fik jeg også en blog, hvem skulle have troet det, når jeg for blot få år siden truede med at oprette foreningen mod computere. Nåh ja, - det kan jeg jo nå endnu, hvis min bærbare bliver ved med at insistere på at have selvstændige meninger om, hvordan mine citater i mit speciale skal se ud.

Jeg har jo i præsentationen af bloggen fortalt lidt om, hvad mit mål er for denne blog; nemlig en hyggelig og fordomsfri diskussionsklub om litteratur og historie. Det med diskussionen om historien vil jeg dog godt lige allerede nu undertrege helst ikke skal udvikle bloggen her til et politisk debatforum. Det er mere ment som et forum for anekdoter, og måske hvis der sker noget virkelig historisk sensationelt.

Men litteraturen håber jeg nogen vil være med til at diskutere. Jeg er generelt mest til den klassiske roman, og især til de biografiske eller historiske romaner - skrevet i DATID. Romaner skrevet i nutid og især i 1.person har det med at irritere mig voldsomt, hvis den da ikke har et særdeles gennemtænkt plot. Jeg er nok i virkeligheden det, man kan kalde en romantiker, men dem skal der jo også være nogen af. Jeg er på den anden side ikke urokkelig i mine litteraturpræferencer. Jeg er gennem mit studie blevet præsenteret for flere nordiske forfattere, som jeg aldrig i min vildeste fantasi kunne have fundet på selv at hive ned fra hylden, men som ved tvangslæsningen alligevel vandt mig helt og holdent.

Heriblandt er fx den norske forfatter Loe, der bl.a. har skrevet den lille roman "Doppler." En fantastisk morsom bog med satiriske stikpiller til det norske - og for den sags skyld også det danske - samfund. Den gør op med den klassiske opfattelse af det norske naturmenneske og menneskets jagen efter de evige eksistentielle spørgsmål. Opfølgeren Volvo Lastvagna, er lidt mere syret. Hvad den taber i indhold eller mening, vinder den til gengæld på den sproglige side, og bogen lader dig således sidde tilbage med lattertårer i øjnene, men lettere forvirret over manglen på pointe. - måske egentlig en meget god beskrivelse af livet.

Nåh det var en lille smagsprøve på korte boganmeldelser, de bliver sikkert noget længere, når først jeg bliver arbejdsløs til december, så har jeg jo masser af tid til at læse!