lige lovlig tæt på!

Jeg har egentlig været færdig med Extremely loud and incredibly close i noget tid, men jeg blev nødt til lige at få den lidt på afstand, før jeg kunne skrive om den. Sidst jeg skrev, var det med forventninger om en gribende og underholdende bog, og disse forventninger blev på alle måder indfriet, men jo længere jeg kom ind i bogen, des mere tog det gribende over, og bogens titel kom virkelig til sin ret. For historien krøb helt ind under huden på mig. Vi har i bogen at gøre med en dreng, der er fuldstændig fortabt. Hans hverdag og liv efter faderens meningsløse død, er så tomt, at hans eneste mening i livet er, at tage rundt i New York og stemme dørklokker, for at finde ejeren til en nøgle, han har fundet i sin faders efterladte ting. Denne rejse giver ham mange nye bekendtskaber og forbinder ham med skæbner, der udfordrer hans tænkemåde, verdensbillede og perspektiv på livet. Men han lærer ikke noget af det. Han fortsætter med ikke at fortsætte. Han står stille. Han vil ikke videre, efter sin faders død, og bebrejder sin moder for at forsøge.
 I dette ligner han uden at ane det sin farfar, som han aldrig har kendt, men som vi lærer at kende gennem hans indskudte aldrig afsendte breve til sin søn. Også han mistede i sin ungdom sin, på det tidspunkt, vigtigste person, og gik fra det punkt af i stå. For ham bliver det ydre manifest, at han mister evnen til at tale.

Det er skildringen af denne fastlåsthed for de to skæbner der for mig, er det der råber højest og kommer så utrolig tæt på, sammen med selvfølgelig det ufattelige meningsløse dødsfald. Man vil så gerne se en mening med de ting, der sker, men ofte er der bare ingen. Og det er så uacceptabelt for os mennesker, at vi som farfaren mangler ord. Bogen kom for mig også det tættere på, da jeg færdiggjorde den netop i de timer som nyhederne fra Utöya løb over min fjernsynsskærm, og bogens tema blev dermed relevant i en så ekstrem grad, at jeg slet ikke kunne forholde mig til den før nu. Jeg gik så at sige i stå.

Jeg kan kun anbefale denne bog på det varmeste. Den er skrevet i et utrolig godt sprog og den grafiske fremstilling virker på ingen måde påtaget, men fungerer virkelig godt for temaet. Vær dog forberedt på, at den gør hvad den siger. Taler ekstremt højt med alle de ord vi ikke kan udtrykke og kommer dermed utrolig tæt på.

Min hjerne frydes igen!

Der er tydeligvis to slags bøger, der kan give én lysten til selv at kaste sig ud i forfatterskabet. Den ekstrem dårlige, der fordrer tanken - "det der kan jeg gøre bedre" -, og så den virkelig gode der inspirerer ens hjerte og hjerne til selv at udfolde sig. Jeg har nu indenfor en kort periode, kun afbrudt af en sommerferiekrimi jeg ikke var helt sikker på, jeg fangede plottet i, været udsat for begge poler af dette spektrum. Den dårlige var repræsenteret af den historiske krimiroman Secretum, der er Monaldis og Sortis opfølger til deres første, og i øvrigt lige så dårligt skrevne "Imprimatur". Den kyniske læser kunne så anfægte, hvorfor jeg overhovedet kaster mig over en roman, hvis forfatteres potentiale jeg allerede har afvist en gang. Svaret på det skal findes i mit optimistiske væsen. (De af jer der kender mig vil opfange ironien) Det kunne jo være, at det var mig, der bare ikke havde fanget den store genístreg. Plottet og scenen for den første roman burde have været nok for en spændende og oplysende historisk krimi. Forfatterne burde i kraft af deres uddannelse have potentialet til at skrive et mesterværk, og det samme gjaldt altså for toeren. Men jeg måtte altså forkorte børnesangen til "...første gang så lader vi den gå, .. - men anden gang får de kniven" Monaldi og Sorti beviser med Secretum endnu engang, at de ikke har forstået forfatterens vigtigste rettesnor: 'Kill your darlings'!! Der er så mange ligegyldig detaljer og beskrivelser som fuldstændig kvæler handlingen, så både personer og plot tilsidst er blevet fuldstændig utroværdige og ligegyldige. Disse 'darlings' er i og for sig interessante nok set ud fra et historisk synspunkt, men så burde de have skrevet en dokumentarisk, og med deres sans for sprog kunne de måske endda have skrevet en udemærket populærdokumentar for BBC. Særligt deres dækning af forholdet mellem Ludvig d. XIV kærlighedsliv og krigsførelse tror jeg kunne egne sig rigtig godt for fjernsynet, med den klassiske BBC fortællerstemme til at lede os igennem de stemningsfulde rekonstruktioner.

Men altså efter at have brugt 3 måneder af mit liv, som jeg ikke får igen, på at tygge mig igennem denne dræber, har jeg nu kastet mig over en helt anden genre; Nemlig Jonathan Safran Foers 'Extremely loud & incredibly close' og tilfældet har gjort, at jeg må læse den på engelsk, hvilket jeg har en fornemmelse af også gør den størst ære. Jeg har kun læst 51 sider, men da jeg allerede var hooked efter tredie, kan jeg vist godt sige, at denne bog kommer til at få stor betydning for min inspiration og daglige humør. Hans skrivegenre er kaldet visual writing, da han som del af sin skrivestil bruger trykte billeder i romanen, ikke som illustrationer, men som del af handlingen. Men ellers vil jeg også karakteriserer hans skrivestil som 'stream of consciousness'. Dette er en stil, som jeg er stor tilhænger af, men som oftest opleves i noveller eller klummeskrivning. Dette skyldes, at det kan være svært at holde læserens interesse fanget for de små detaljer, der flyder fra fortællerens "bevidsthed", og jeg er derfor spændt på at se, om Foer kan gennemføre projektet, men indtil videre er jeg yderst overbevist. En af taktikkerne kan være parallelhistorierne der flettes ind i hovedhistorien om 9 årige Oscar Schell, der forsøger at tackle verdenen efter sin fars dødsfald 9/11. Dette skift mellem den 9 åriges verdensopfattelse (omend hans intelligensniveau vist ikke helt matcher den gennemsnitlige juniorer) og de mere voksne og dog absurde fortællinger, er meget stimulerende og fordrende for læsningen. Selve handlingen er jo egentlig yderst tragisk, og bliver netop kun nærværende pga. denne skrivestil, der gør den humoristisk og vedkommende. Havde den været skrevet i en mere ordinær socialrealistisk stil, ville en person som mig i hvert fald, hurtigt komme til at afvise den som uvedkommende, da jeg umuligt kan sætte mig ind i, hvad det vil sige at miste sin far til et meningsløst terrorangreb.

Jeg er som nævnt blot lige begyndt på denne vidunderlige bog, og hvis ellers familie og arbejde tillader det, regner jeg ikke med, at der går lang tid, før jeg er færdig. Jeg vender derfor formentlig snarest tilbage med en mere gennemtænkt vurdering, men indtil da, er det blot fantastisk at opleve at min hjerne atter frydes over en fantastisk velskrevet roman.

Giganternes fald - tredie gang lykkens gang!

I efterskriftet til Jordens Søjler beskriver Ken Follett, hvordan han som 27 årig ikke var moden nok som menneske og forfatter til at kunne skrive dette hans drømmeværk. Han lagde det på hylden og tog det frem igen ti år senere. Han kæmpede med at få dette mesterværk på plads, med alt dets detaljerigdom, personudvikling og så videre. Og det lykkedes overmåde.

Nu har jeg imidlertid den teori, at alt det arbejde Ken Follet lagde for dagen tilbage i 80´erne har steget ham så meget til hovedet, at han ikke synes han kan blive færdig. For som jeg ser det, har han nu skrevet den samme historie tre gange. Først kom Jordens Søjler: en "slægtsroman" om kirkebyggeri jovist, men ligeså meget en socialistisk roman om spændingen mellem magthavere og underklasse i 1100-tallets England, med en klar fremhævelse af arbejderen og kvinden der ikke underlægger sig sin tids konventionelle rolle i samfundet. Kirkebyggeriet var dog grundpillen (ha ha ) i Folletts ambition om at skrive Jordens Søjler, og derfor fungere bogen også så godt, da dette omdrejningspunkt var nyt og gennemarbejdet.

Min teori er så, at han blev fanget af bogens øvrige plot, og derfor bestemte han sig for at "gentage succesen" med en toer i Uendelige Verden. Det gik ikke særligt godt, og bogen er trods sin uendelig længde en verden til forskel fra sit udsprings mesterværk. Den bliver simpelthen anakronistisk i sin socialisme og især i sin videreudvikling feminismetemaet og beskrivelsen af den "selvstændige kvinde."
Måske var der nogen der har sagt dette til ham, hvorfor han så vælger at skrive sin historie endnu engang, men denne gang i en scenografi,, hvor den faktisk har sin berettigelse. Og nu er vi fremme ved Giganternes fald:

For som nævnt er Giganternes fald egentlig bare en gentagelse af den samme historie om magtkampe, socialisme og feminisme, som vi har set to gange før fra Follets hånd, men denne gang er scenen sat i tiden omkring 1. verdenskrig, hvor det faktisk giver mening at tale om disse emner. For første gang er den selvstændige kvinde en historisk troværdig person, hvis historie man bliver fanget af, og jeg synes det er mesterligt, at lade de to hovedkvinder komme fra hver sit sociale lag for gennem deres valg i kærlighed, ideologi og karriere at skifte plads ved bogens slutning. Follet er også begyndt at blive en smule mere nuanceret i sin beskrivelse af repræsentanterne fra de forskellige klasser. Der er således ikke nogen af hovedpersonerne der denne gang er helt igennem usympatiske, ligesom der ved de fleste af vores sympatiske hovedpersoner også findes træk, som vi kan genkende som usympatisk realistiske. Og det er netop det jeg godt kan lide - at det bliver realistisk, i hvert fald hvad angår personskildringen, for der er selvfølgelig stadig nogle urealistiske plotmæssige greb, der dog er nødvendige for at skåne både forfatter og læser for et uoverkommeligt persongalleri. Her tænker jeg på, at det virker en smule utroværdigt at vores hovedpersoner altid er lige der, hvor de historiske begivenheder udfolder sig. Det bliver særligt tydeligt når Walter som officer under krigen bliver smidt frem og tilbage mellem øst og vestfront, for som den eneste tyske hovedperson at kunne repræsentere den tyske side af begivenhederne som fortællingen skrider frem.

Men det er som sagt både tilgiveligt og nødvendigt og jeg mener virkelig at Follet har en hel unik sans for detaljen og for at inddrage de kendte historiske begivenheder i historien, og det fungere rigtig godt i denne roman, hvor han har udvidet sin scenografi til at omfatte det meste af verdenen og ikke kun England, der dog stadig er hans udgangspunkt.

Men jeg tror måske også, at han skal stoppe nu, før han får gentaget sig selv for mange gange. Faktisk har han i Giganternes Fald nærmest en ordret enslydende beskrivelse fra Jordens Søjler af en situation, hvor en ugift kvinde bliver klar over, at hun er blevet gravid. Men måske kan kvinder bare bedst huske, hvornår de har haft menstruation efter, hvor de har boet henne!

Tredie gang var lykkens gang, for Ken Follett, og stopper han ikke nu, begynder jeg at frygte for at endnu en gigant vil falde. For at han skriver mesterligt kan man ikke tage fra ham. Så tusind tak Follett for en mesterlig bog - og så tilbage til spiongenren ik?

Liv i bloggen i anledningen af kvindernes internationale kampdag.

Efter et år hvor litteraturindholdet har båret præg af titler som: Peder Pedal, Larmende Linus og Halfdan Rasmussens ABC, så har jeg nu indgået aftale med en glimrende børnehave der gerne vil passe min søn mens jeg bruger min hverdag til mere kulturelle ting såsom at læse jobannoncer - og andet spændende litteratur.

Og det passer så selvfølgelig ikke helt. For jeg har faktisk indimellem legepladsbesøg og tøjvask haft tid til at læse rigtig udemærkede romaner som fx. "Sneblomst og den hemmelige vifte" af Lisa See, en kvinderoman, som jeg har kommenteret i debatten på litteratursiden.dk Det samme gælder efterkrigsromanen "Brændte Skygger". Begge bøger foregår langt fra de egne jeg sædvanligvis bevæger mig i litteraturmæssigt, nemlig i østen nærmere betegnet, Kina, Japan, Indien og Pakistan. Det har været utrolig spændende at blive præsenteret for disse kulturer gennem nogle helt specielle kvindeskikkelser.

Og hvilken dag er dog mere passende at genoptage sin blogskrivning efter endt barselsorlov, end kvindernes internationale kampdag.

Det er nu ikke fordi det er en dag jeg går specielt meget op i, det kan vel nærmest sammenlignes med min mands interesse for Valentinsdag, men når jeg nu har læst disse bemærkelsesværdige bøger i året der er gået, så er det jo fristende at vælge denne dag til at anbefale dem.

Især Sneblomst og den hemmelige vifte, egner sig godt til denne dag. De to kvindelige hovedpersoner i bogen, giver os nemlig et rigtig godt indblik i hvad kvinder kan og hvori vores styrker ligger. Ikke mindst vort forhold til hinanden som veninder bliver taget op som et værdigt sidestykke til ægteskabet. Ikke at det skal erstatte, det skal supplere. Vi er ikke mænd, vi skal ikke prøve at udfylde mændenes plads, vi er kvinder, og vi har en hel særlig plads der skal udfyldes der hvor vi er sat, og en forpligtelse til at udnytte de talenter vi er blevet givet. I 'sneblomst' bliver dette tema sat ind i den historiske kinesiske kultur hvor kvindens ypperligste dyd, var at kunne få så små fødder som muligt. Men kvindeidealet fra dengang, som vi harmes ved, er for mig at se ikke så anderledes end det, vi påfører os selv i dag, og bogen giver et utroligt ærligt billede af kvindens største styrker og værste tendenser.

Brændte Skygger er en roman om en kvinde der overlever alt hun udsættes for, og kommer styrket ud af forhindringerne. Også hun forstår at omstille sig efter alt hvad livet byder, og det byder på ikke så lidt skulle jeg hilse at sige. Den er på sine steder og især i slutningen lidt fortænkt, men alt i alt, er den en fantastisk skildring af kultur, historie og kvindelig styrke.

Nåh så kom jeg da lidt igang, og jeg vender snarligt tilbage med en anmeldelse af Ken Follets nyeste roman: Giganternes Fald.

Vindens Skygge af Carlos Ruiz Zafon

Ja så fik jeg da endelig lidt tid igen, hvor jeg kunne kommentere lidt på en bog jeg har læst. Den sidste af slagsen hedder Vinden Skygge, er skrevet af Carlos Ruiz Zafon, hvem jeg absolut intet ved om. Og jeg tror ærlig talt heller ikke, at det bliver et udvidet bekendtskab.

Bogen skulle så vidt jeg er orinteret være en krimi med et vist filosofisk islæt, men kald mig bare dum, jeg fangede altså ikke den store dybde. Bogen kommer hele tiden med antydninger og formuleringer der opfattes dybt, men det er lidt kejserens nye klæder synes jeg, for dybest set holder historien bare ikke, og derudover er selve krimihistorien lidt kedelig.

Som eksempel kan nævnes at bogen indledes med at bogens hovedperson, Daniel, som ti-årig tages med til "de glemte bøgers kirkegård" Dette besøg kommer i forbindelse med at Daniel vågner om uden at kunne huske sin mor, der er død da han var mindre. Dette reagerer faderen, der er antikvariker, på, ved at tage ham med hen til benævnte kirkegård. De tager afsted tidligt om morgenen, og portneren udveksler kryptiske kodeagtige hilsener med faderen. Det mærkes at Daniel nu indvies i noget stort, og han får da også at vide, at han aldrig må fortælle om dette sted, ikke engang til hans bedste ven.

Hvad er det da så for et sted - det er et sted, hvor bøger der ellers er blevet glemt af alle, får et sted at være. Første gang man besøger stedet, skal man adoptere en bog, som man skal passe på. Og det er sådan at Daniel kommer i besidelse af romanen "Vindens skygge" hvis tragiske handling, han kommer til at udleve på egen krop i takt med, at han prøver at opklare mysteriet om, hvad der blev af dens forfatter.

Der hvor filmen - eller bogen vel sagtens - knækker, er at det hele er lidt for tænkt. Fx giver de ukendte bøgers kirkegård bare ikke mening. Hvad skal man med sådan et sted? Hvis man havde bibliofile følelser overfor alle de bøger, der er røget ud i glemslen, så skulle det da være for at finde dem frem og få folk til at læse dem, - ikke at gemme dem væk i en hemmelig kælder. Det eneste stedet er egnet for er heldigt nok lige præcis det som "Vindens Skygge" bruger den til, nemlig at gemme det enestående tilbageværende eksemplar af en roman, som en eller anden har besluttet sig for at udrydde. Men det berettiger jo ikke et sådan steds eksistens.

Det samme gælder for mange andre af bogens problematiker og temaer, at der egentlig ikke er noget i historien, der berettiger hovedpersonen at tage de valg han gør. Det virker lidt som om at det gør han kun, fordi det passer ind i krimien, hvis han gør, men man tror ikke rigtig på historien - eller nærmere, man bliver lidt ligeglad.

Dog skal det siges, at dens bihistorier og personer og til dels også den skildring af Barcelona under og lige efter borgerkrigen, er ganske udemærket, og det er heller ikke en bog man ikke bliver færdig med, dertil er sproget alligevel for godt.

Den har ligeledes én finurlig finesse i sit handlingsplot som jeg vil lade være med at nævne, for det tilfælde at der skulle være én, der fik lyst at læse bogen til trods for denne ikke særligt flaterende anmeldelse.

Libri di Luca

Puha nu så det så ud til at jeg ikke har fået læst noget siden april, men det er absolut ikke tilfældet. Tværtimod har jeg været meget optaget af en masse bøger her i min ferie, og nu hvor jeg så er begyndt at arbejde, har jeg slet ikke tid til hverken at læse eller at anmelde. Derfor kommer blot lige nogle små pluk og formentlig korte vurderinger, for det er jo, for nogle af bøgerne, noget tid siden, at de var en del af mit liv .

"Libri di Luca" af Mikkel Birkegaard
En dansk kriminalroman med et tvist af fantasy idet hovedplottet knytter sig til en selskab af mennesker, kaldet lettorer, der med deres specielle evner med hensyn til læsning af bøger, vel bedst kan sammenlignes med de mutanter, man møder i filmene X-men.

Disse lettorer er opdelt i to grupper, afsendere og modtagere, og kan påvirke andre mennesker ved enten som afsender at læse op af en bog, eller som modtager at påvirke den læsendes oplevelse når vedkommende selv læser. Det sidste er altså ensbetydende med, at de kan læse tanker. Bogen omhandler den intetanende Jons indgang i denne bøgernes verden, på et tidspunkt hvor mord og intriger truer med at splitte selskabet ad.

Jeg har ikke læst så mange krimier i mit liv, og da slet ikke danske. Det er meget gribende at læse om noget, der foregår så tæt på ens dagligdag, og da især når emnet så endda er bøger og læseoplevelser. Så kan man som bibliofil ikke helt undgå at blive fanget. Da jeg samtidig heller ikke går af vejen for en god fantasyroman, blev jeg desmere fanget af universet i lige netop denne krimi. Endelig hørte jeg faktisk denne bog som lydbog i stedet for at læse den selv, og det skal da lige siges, at det er temmelig hårrejsende at lytte til en bog, der handler om, hvordan oplæsere kan manipulere deres tilhørere.

Jeg kan altså varmt anbefale denne krimi. Dog skal det siges, at den hen imod slutningen kører lidt af sporet, så selv jeg, der er forholdsvis accepterende overfor overnaturlige plots - blot det er tro mod fortællingens eget univers, syntes, at det blev lidt for fantastisk og actionpræget det hele. Men måske Mikkel Birkegaard sad med et filmmanusskript i tankerne, da han skrev bogen.

Endelig vil jeg lige slå et stort slag for selve lydbog-konceptet. Det er et ganske udemærket supplement til læseoplevelsen, da det aktiverer en del af hjerne og fantasi, der ikke er helt så aktivt under indenadslæsning. Desuden kan en lydbog kombineres med mere rutinpræget arbejde, som fx kørsel eller huslige pligter, hvilket gør, at man holder sit læseunivers igang.

Blekingegadebanden

Så blev jeg endelig færdig med to´eren. En sådan begyndelse på en anmeldelse lover ellers ikke godt, men jeg vil nu alligevel anbefale Blekingegadebanden af Peter Øvig Knudsen. Især var den første bog en virkelig pageturner. Den havde et mere klart kronologisk forløb tror jeg, hvorimod det virker som om, at Knudsen i to´eren nogle gange ryger ud af en tangent og glemmer sin hovedhistori.

Men altså alt i alt et virkelig godt stykke arbejde, og hvor ville jeg dog ønske, at der var flere, der kunne skrive ligesom ham om historiske emner. Jeg har før været inde at lovprise de historiske romaner, og de er også en fantastisk genre, når de er skrevet ordentligt, men tænk at kunne skrive så medrivende om noget faktuelt, at man faktisk ender med at få sympati for de hårdkogte forbrydere, blot fordi en forfatter har gjort sig den umage at beskrive dem som mennesker. Jeg glemte flere gange, at dette var den barske virkelighed og ikke en veldrejet krimi, jeg var igang med - og det var vel også derfor at så mange fejlagtigt stemte på den til boghandlernes læserpris, der ellers kun kan modtages af skønlitterære forfattere.

Jo! - min allervarmeste anbefaling af bogen - den sætter både følelser og tanker igang, og det er jo ikke det værste.